Bogens omdrejningspunkt er en åndelig tekst om vejen til forsoning, frelse og oplysning fra omkring 1350, som Luther fandt i et klosterbibliotek nær Frankfurt og udgav i 1518, dvs. året før han påbegyndte sit offentlige reformatoriske arbejde. I sit forord til teksten, hvis forfatter er en anonym kristen kontemplativ mester, skrev Luther denne begejstrede anbefaling af den:

”Næst efter Biblen og Skt. Augustin er jeg ikke stødt på en bog, fra hvilken jeg har lært – og inderligt ønsket at lære mere - om hvad Gud, Kristus, mennesket og alle ting er. … Denne prægtige lille bog - så fattig og usminket den er i ord, desto rigere og kosteligere er den i kundskab og guddommelig visdom. … Gud give, at denne lille bog må blive mere og mere kendt; så vil vi se, at de ’tyske teologer’ uden tvivl er de bedste teologer.”

For at understrege hvor afgørende teksten var som grundlag for hans egen – tyske – teologi, udgav han den med titel Theologia Germanica (forkortet TG).

Som det fremgå af præsentation af TG’s originale refleksioner og Nytestamentlig-nære forkyndelse af kristendommens budskab om Guds uendelige kærlighed til sin skabning og den ubrydelige enhed mellem Gud, Jesus og mennesket – en forkyndelse og teologi, der har dybe rødder i urkristendommens kirkefædres teologier og ørkenfædrenes og –mødrenes åndelige praksisser - blev TG ikke det grundlag for Luthers teologi, som han havde proklameret. Tværtimod markerede den reformatoriske Lutherdommens centrale doktriner og dogmer (i.e. om arvesynden, forløsningsteorien, den prædestinerede frelse og fortabelse etc.) et frappant ”sindelagsskifte” i forhold til TG, som fik afgørende indflydelse på Luthers læsning af Det Nye Testamentes (NT) evangelier.

Med nyere værker af tyske Lutherspecialister og tekster af Luther selv kastes der i bogen lys over, hvad grund var til Luthers markante reformatoriske ”sindelagsskifte”, og der gives en detaljeret undersøgelse af Den Augsburgske bekendelses (DAB) tilblivelseshistorie med Luthers egne kommentarer, der viser, at den er et produkt af hans allegoriske og idiosynkratiske fortolkning af GT’s apokalyptiske profetier, salmer, og ”syner. Fortolkninger, der medfører fejlagtige gengivelser og tekstmanipulationer af NT’s tekster, eksemplificeret ved Luthers centrale afhandlinger om dåben.

Ærinde med bogen er dog ingenlunde (blot) et opgør med Lutherdommens forvanskning af kristendommen – men snarere at gøre opmærksom på alt det, der i Luthersk evangeliske kirkers bekendelsesgrundlag står i vejen for erkendelsen af kristendommens essentielt åndelige forkyndelse. Som med Jesu gentagne ord er, at ”Guds rige allerede er spredt ud over jorden”; at "Guds rige er midt iblandt jer", ... og … ”er i jeres hjerter – men I ser det ikke". Et bekendelsesgrundlag, som tillige gør det vanskeligt (jf. DAB art. 4) at forholde sig til, og hvad det fordrer at ”tage vores kors op”, ”forlade vores mor og far, søstre og brødre” og følge Jesus, således som Jesus gentager lige så mange gange. Eller at forstå hvad Jesus siger om at tro; eller at forstå, hvad det betyder, når Jesus beder Faderen om, at de, der tror hans Ord, må blive ét i ham som han er ét med faderen. Eller at Jesus i den bøn, han har lært os, har bemyndiget os til at kalde Gud vores Fader – og vi hans elskede børn – og hvad det indebærer. Osv.

For en belysning af disse grundtemaer i Jesu forkyndelse, slår bogen følge med Paulus og de aktuelle nyfortolkninger af Paulus’ kristendomsforkyndelse, som i sin essens kan sammenfattes i hans tro på, at Jesus Kristus er Guds søn, og at hans liv og nærvær på jorden før som efter opstandelse ikke blot er en profeti om Guds riges kommen - en gang i fremtiden- men dets opfyldelse og fuldbyrdelse: noget der allerede er sket, og som åbner vejen for enhver at følge ham og blive hans discipel. En tro og forkyndelse, der blev videreført i de tidlige kirkefædres teologier.

Og den slår følge med vor tids teologiske giganter, Kierkegaard og Bonhoeffer, som i deres modige, dybtgående og insisterende forsøg på at besvare de samme spørgsmål om, hvem og hvad Jesus Kristus er for os i dag; om efterfølgelsen og den kenotiske afdøen og metanoiske overgivelse i forening med Guds; om Jesu Kristi timelige og evige nærværs samtidighed; om at tro som Jesus Kristus ctr. at tro på Jesus Kristus. Og naturligvis om, hvad det vil sige, at Gud rige er på jorden i det liv, vi lever lige her og nu. Kierkegaard ud fra hans sene kristologiske skrifter (”Lidelsens Evangelium. Christlige Taler” fra 1847, og ”Indøvelse i Christendom” 1850) som – via pietismen – var inspireret af tekster af Johann Arendt og senmiddelalderens spirituelle teologer: Tauler, TG’s anonyme forfatter, ’Frankfurteren’, og Thomas á Kempis. Og Bonhoeffer ifølge hans kristologiske skrifter og skrifter om efterfølgelsen fra 1930’verne, som han videreudvikler i bemærkelsesværdig overensstemmelse med Kierkegaards.